Vi vægter gode studiefaciliteter højt. I alle vores bygninger er der mange muligheder for at sidde og studere – enten alene eller sammen med din gruppe. Som studerende får du adgang til akademiet med dit studiekort 24/7.
Hos os vil du opleve både faglige og sociale arrangementer - fx kurser i at skrive en ansøgning, spændende foredrag, sportsaktiviteter og gode fester. Vi har en række årlige traditioner som Studiebold (indendørs fodbold), padelturneringer og Kapsejlads. Og hvis du gerne selv vil bidrage aktivt til og udvikle på studielivet hos os, så kan du melde dig på banen til både vores festforening, studieråd og akademiråd.
Og du skal selvfølgelig ikke snydes for en fredagsbar. I dagtimerne er vores kælderbar, Basement, åben som studielounge. Her kan I afholde gruppemøder, bruge stedet som læsesal eller bare hænge ud. Baren i Basement åbner torsdag og fredag kl. 11.30 med øl, drinks, musik og festlige aktiviteter.
Du holder dig opdateret om alle kommende events på Studieupdate, som du får adgang til ved studiestart.